WordCamp Europe 2017 Paris

Så blev det tid til en af årets største begivenheder – WordCamp Europe 2017, der denne gang blev afholdt i byernes by Paris. Det er på verdensplan det absolut største WordCamp, der afholdes, og det er 5. år i træk, det bliver afholdt.

Deltagerne på WordCamp er WordPress-entusiaster fra hele verden. Alt fra bloggere over webhosts, plugin- og temaudvikler til webdesignere, der ligesom jeg laver hjemmesider til egne kunder.

Jeg deltager i WordCamp for at videreuddanne mig, og holde mig opdateret på, hvad der sker af nye tiltag og teknologier.

Det giver mig input til at optimere mine arbejdsgange, og ny viden, så jeg kan blive ved med at levere de bedste og nyeste webløsninger til mine kunder. Jeg har hvert år lært noget nyt og spændende.

Deltagelsen i WordCamp Europe er også med at til styrke og udbygge mit netværk, især blandt de danske deltagere. Men også blandt de mange andre, der kommer. Og så er det en mulighed for at møde dem, der står bag nogle af de mange services, som jeg bruger til dagligt.

Netværk og sightseeing

Jeg havde på forhånd aftalt med Torben fra Webfronten.dk, at vi skulle mødes i Paris. Vi samarbejder meget til dagligt, og var også afsted sammen til WordCamp 2016 i Wien. Vi havde koordineret samme hotel og næsten samme flytidspunkter.

Vi mødtes i lufthavnen, hvor han tog pænt imod mig, dog uden flag og navneskilt. Vi tog en taxa til hotellet, som lå kun 10 minutters gang fra industriområdet Les Docks De Paris, hvor WordCamp blev afholdt.

Super fedt hotel med et stort lækkert værelse og masser af plads. Dog var området ikke så optimalt. Der var desværre for dem rigtig mange hjemløse, som lå og sov under broen på den anden side af vores hotel. Der var et stort opbud af politifolk i området, som tilsyneladende passede på en flok flygtninge. Det virkede ret kaotisk.

Vores første aften gik med en gåtur til Sacre Coeur, som lå 3 km fra hotellet. Virkelig flot gammel kirke med smuk udsigt ud over Paris. Herefter fandt vi et spisested, hvor vi fik en god bøf, og sad og så på det parisiske byliv.

Aftenen sluttede vi af med at gå forbi Moulin Rouge.

Turist for en dag

Torsdagen stod på turistrundfart i Paris. Vi tog Metroen ind til Place de la Concorde, hvorefter vi gik gennem parken ned til Louvre-museet. Vi fortsatte videre ned til Notre Dame, Pont Nouf, og så tilbage langs Seinen op til Eiffeltårnet.

Ved Eiffeltårnet fandt vi sammen med Yan fra Yan & Co. Efter en god pizza til frokost gik vi tilbage til Eiffeltårnet, hvor hele Nordic Custom Made sad og hyggede sig i solen.

Vi blev hurtigt enige om at finde et sted, som solgte noget koldt at drikke, så vi gik ned til Seinen, og fandt en bar, der kunne hjælpe os med det.

Her sad vi nogle timer, hvorefter Nordic Custom Made skulle til teambuilding-aftensmad på en totalt mørklagt restaurant, hvor man intet kunne se. Det måtte vi jo høre noget om senere, så vi andre fandt en restaurant ikke langt derfra. Peter Suhm fra WP Pusher og Greg, en af hans venner fra USA, stødt til os.

Før vi tog tilbage til hotellet, nåede vi at få en update fra den mørklagte teambulding-aftensmad. Det lød rigtig spændende.

Fredag – Dag 1 på WordCamp Europe

Fredag morgen kl 8.45 startede WordCamp Europe for alvor. De var desværre lidt forsinkede, da folk havde misforstået, hvornår man skulle dukke op og få sit adgangskort. Men ca. kl. 9.15 kom der gang i det hele.

I hovedbygningen Pullman var der registrering, og et stort åbent sponsorområde, hvorfra der var adgang til en stor scene med ca. 1000 siddepladser.

I bygningen på den anden side, som hed Eiffel, var der også en scene. Og i en 3. bygning var der Swag Store, forfriskninger, toiletter og workshopområde. Udenfor på området var der et stort fællesområde med et telt, hvor middagsmaden blev udleveret.

Vi gik lidt frem og tilbage til de forskellige oplæg, som det nu passede os bedst.

Oplæg i løbet af fredagen

Sikkerhed er vigtigt, og foredraget med Miriam Schwap var rigtig godt.

Her er nogle af de tips, hun kom med omkring sikkerhed i WordPress:

  • Stærke passwords
  • Brug ikke admin som brugernavn
  • Brug kun gode kvalitets webhoteller med god support
  • Backup, backup, backup
  • Brug kun pålidelige plugins
  • Brug 2-faktor login
  • Wordfence og Jetpack blev nævnt som gode sikkerhedsplugins
  • Brug kun SFTP
  • Deaktivér editoren
  • Sæt en firewall op
  • Skift til PHP 7

Af eksterne services anbefalede hun:

  • GravityScan
  • Sucuri
  • Google Search Console

Marina Pape om WooCommerce

Marina fortalte om markedsføringen af WooCommerce, og hvad de har gjort for at få WooCommerce mere udbredt. Der har især været fokus på markedsføringen efter Automattic købte WooCommerce fra WooThemes i 2015.

Hun fortalte om udfordringerne ved Open Source, og om hvordan de har brugt inkluderende markedsføring, samt hvordan de bruger andres succeshistorier med WooCommerce til deres fordel.

https://twitter.com/marinapape/status/875781822793306114

Markedsføring handler om at nå folk. Det kræver empati, fleksibilitet og ydmyghed.

Fra freelancer til bureau – fordele og ulemper

Sidste oplæg fredag var fra David Locke fra Pragmatic. Han startede umiddelbart lidt nervøst ud, men vi kom frem til, at han egentligt måske mest af alt bare var ydmyg over at stå på en stor scene foran så mange mennesker og fortælle om sin egen succes.

Pramatic er et af de større WordPress-bureauer i Europa, som kun laver WordPress-løsninger.

Han snakkede om, hvad der er nødvendigt, og hvad man skal være opmærksom på, for at kunne gå fra freelancer til bureau.

Risikoen ved at have firma med ansatte. Ansvar, der presser én. Hvordan man laver en fremadrettet strategi. Og at det er vigtigt, at spørge sig selv, om man har lyst til at være en leder, eller om man egentligt bare gerne vil lave hjemmesider.

 

Lørdag – Dag 2 på WordCamp Europe

CSS Grid – avanceret design bliver nemmere

Første foredrag lørdag var med Morten Rand-Hendriksen. Det var helt klart et af de bedste oplæg på WordCamp i år. Det var både informativt, sjovt, spændende og meget relevant.

Emnet var CSS Grid, som kommer til at revolutionere og gøre design af mere avancerede layouts betydeligt nemmere fremadrettet.

Problemet pt. er, at vi bruger floats og flexbox til at lave kolonner, og det er de slet ikke beregnede til. Det er faktisk et såkaldt hack.

Se denne codepen for Mortens demo-site, som han lavede under sit oplæg

Float, Flexboks og Grid kan fint (og burde bruges sammen) til det, de er beregnet til.

  • Float til billeder og indhold omkring billeder
  • Flex til samme højde på elementer
  • CSS Grid til layoutet

Ressourcer på nettet om CSS Grid:

Helt klart et af de bedste oplæg og en af grundene til, at man skal være på WordCamp Europe.

Accessability-oplæg ved Rian Rietveld og Adrian Roselli

De snakkede begge omkring tilgængelighed på nettet, og at man skal huske at have fokus på dem, der kun sidder med et keyboard og ikke en mus.

285 millioner mennesker på verdensplan har synsproblemer. 360 millioner har høreproblemer. Så det er vigtigt at tænke ind i sin webstrategi, at hjemmesiden er så godt som muligt optimeret, så man også kan komme rundt på den, selvom man har et fysisk handicap.

Q&A med Matt Mullenweg

Der er altid run på, når Matt Mullenweg går på scenen til det årlige Q&A. Og hvem vil ikke se ham? Han er jo det store idol og stjernen i WordPress-verdenen.

Han blev først interviewet af Om Malik fra Gigaom. Derefter var der spørgsmål fra publikum. Matt tager sig altid tid til at svare stille og roligt på de spørgsmål, han kan nå. Og han er altid meget velovervejet.

Vi fik også en lille preview på den nye editor “Gutenberg”, som det forlyder kommer i forbindelse med WordPress 4.9. Den ser super cool ud, og vil ændre, hvordan vi bruger WordPress fremadrettet.

Se den i aktion herunder.

WooCommerce Workshop

For at prøve noget nyt var Torben og jeg til en WooCommerce Workshop. Der var et lille lukket publikum på måske 20 mand, men det var ganske godt, og mange gode og nye ting omkring WooCommerce.

Bl.a. at der på Hjælp-knappen øverst til højre altid er en aktuel video til det område på shoppen, som man befinder sig på. Smart.

Læs mere omkring WooCommerce webshop her. Og omkring WooCommerce her.

K. Adam White

Han snakkede om datavisualisering, og hvordan det præsenteres for og bedst optimeres til brugerne. Det var fedt at se, men også lidt småtørt.

Afslutning på WordCamp Europe

Det er altid spændende at være til afslutningen. Der blev selvfølgelig sagt tak til alle deltagerne, og til alle de mange frivillige … 221 stk. af slagsen. Ret vildt. Der var 1900 deltagere fra 72 forskellige lande. Også ret vildt.

Det mest spændende er dog altid, hvor næste års WordCamp bliver afholdt. Og det bliver i Beograd i Serbien. Det kan du læse mere om her.

Som afslutning er der altid lørdag aften et Afterparty for alle deltagerne. Vi fik flere gange at vide, at der ville være nipsmad, som var gratis, og mulighed for at købe mad til fornuftige priser.

Da vi ankom, var der ikke meget mad at se, og der hvor man kunne købe, var der en timelang kø. Vi var derfor en flok, der valgte at springe på Google Maps for at finde den nærmeste McDonald’s. Det endte med, at nogle af os tog på Burger King, og nogle tog på en restaurant tæt på.

Efter maden gik vi tilbage igen, hvor det blev til et par drinks inden de fleste tog hjem, da de skulle afsted med fly tidligt søndag.

Sidste udfordring var at få plads til alt det indsamlede Swag af T-shirts, stickers og reklamemateriale, som gives væk på de forskellige stande.

Jeg snakkede med én, der fortalte, at de havde 300 T-shirts med. De var væk på 2 timer. Jeg kunne godt have fortalt ham, at 300 T-shirts ville være for lidt til knap 2000 deltagere 🙂

Jeg fik heldigvis plads til det hele. Selvom det var noget af en udfordring.

Jeg har endda adopteret en bamse, der hedder Manny, som er ManageWPs Mascot. Så han kommer hjem på kontoret. Manny har sågar sin egen Twitter-profil, hvor man kan se mit opslag.

Det sidste her skriver jeg i flyet på vejen hjem. I ca. 8 kilometers højde med en fart på omkring 800 km i timen. Om en lille time lander jeg i Billund, og så er der en times kørsel hjem til familien, som jeg glæder mig til at se.

Og i morgen er det i gang igen med en masse spændende opgaver og tanker om, hvordan det jeg har lært, skal implementeres rundt omkring.

Noget af det bedste på WordCamp er helt klart at opleve det generelle fællesskab, der er omkring WordPress. Alle er søde og flinke mennesker, som altid er friske på en snak.

Der udveksles en masse ideer og problemstillinger, og vi hjælper hinanden med forslag til løsninger. Og selvom mange af os også er konkurrenter, så samarbejdes der en masse på tværs. Det synes jeg er utroligt positivt at være en del af.

Tak for i år

Tak til alle danskerne: Torben, Yan, Kåre, Linda, Frederik, Jannik, Sean, Nikolaj, Tanja, Jan, Gitte og alle de andre, som jeg har glemt.

Until next time. Vi ses i Beograd, Serbien i 2018.

4 kommentarer til “WordCamp Europe 2017 Paris”

  1. Tak for en god opsamling.

    Så føler jeg lige som, jeg var med til de oplæg, jeg ikke fik set. Du kan simpelthen ikke nå at se det hele.

    Men det var god WordCamp og altid dejligt at bruge tid med andre danske WordPress entusiaster.

    1. Wohoo første kommentar på min blog nogensinde, tak Mark 🙂 Ja bestemt, det er altid godt og svært at nå det hele. Heldigvis var der “kun” 2 tracks i år og ikke 3 som sidste år.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indkøbskurv
Scroll to Top