WordCamp Danmark 2017

Denne weekend stod på… ja ved ikke helt om man ville kalde det arbejde eller fornøjelse. Det er nok lidt begge dele, men en tur til København og årets WordCamp Danmark.

Lørdag

Lørdagen startede med at hente Ragini i Viborg, som jeg skulle afsted sammen med, hvorefter vi tog flyveren til København. Dejligt at slippe for den lange køretur for en gangs skyld. Og så var flyturen endda billigere, end hvis vi var kørt.

Ved ankomst tog vi toget og en bus til destinationen, Aalborg University, som hører til i Nokias gamle danske hovedkvarter. Super fede lokaler og forhold.

For at det passede med flytiderne nåede, vi desværre ikke første oplæg. Herefter ellers diverse oplæg omkring WordPress, primært på engelsk så der skulle spidses ører.

Jeg fik en del ud af oplægget fra Otto fra Finland, som snakkede omkring regression testing og opdatering af WordPress.

Derudover et godt indlæg fra Thomas Hurd omkring oversættelse af hjemmesider, sprogopsætning, samt forskelle mellem sprog i de enkelte lande. Som eksempel skal alle finske hjemmesider altid laves på både finsk og svensk.

Ragini som var min rejsemakker holdt også et godt oplæg om, hvordan man udvider sit netværk. Endda med en lille aktiv “kom hinanden ved”-øvelse 🙂

Til sidst et oplæg omkring den kommende persondatalovgivning, som er et vigtigt emne, men det var desværre en smule småtørt, da det er meget politisk det hele.

Aftenen stod på en gåtur i det helt fantastiske vejr. Små 4 km ind til Café Langebro, som er vores “stamsted”. Turen gik forbi Fisketorvet til lidt aftensmad og så forbi Bryggen, hvor der virkelig var mennesker ude at nyde det gode vejr.

Søndag

Søndagen startede ud med min gode ven Torben fra Webfronten.dk med sit oplæg omkring sin værktøjskasse af gode plug-ins. Selvom vi bruger flere af de samme værktøjer, så tilføjede jeg alligevel en 5-7 stykker på min liste som jeg skal tjekke lidt nærmere.

Af plugins skal jeg have kigget nærmere på:

  • Imagify kontra ShortPixel som jeg selv bruger nu
  • Activity Log i stedet for Stream som laver nogle meget store databaser synes jeg
  • Admin Page Spider Pro som gør det nemmere at hoppe rundt mellem sider direkte fra en til en anden

Mark snakkede om at bidrage til oversættelsen af WordPress, og hvad det indebærer, og Jenny Wong fra Human Made fortalte om hele community-delen, og hvordan man kan styrke dette.

Patrick sluttede af med at fortælle omkring WP CLI, som er et command line-værktøj til WordPress via webserveren, der gør det muligt at administrere næsten alt. F.eks at opdatere alle plug-ins , udskrive en liste over indlæg eller helt installere WordPress fra bunden af. Bestemt noget som jeg kan bruge og skal have kigget nærmere på at implementere i mit workflow.

Lige nu sidder jeg i flyveren på vej hjem med en flot udsigt ud over Sjælland i fantastisk flot solskinsvejr.

Næste WordCamp

Næste tur er allerede om 3 uger, hvor den går til Paris og verdens største WordCamp med ca 2.500 deltagere. Jeg rejser derned med Torben, og vi har heldigvis fået arrangeret en turistd,ag så vi kan komme op i Eiffeltårnet og se udsigten. Der plejer at være mange gode aktuelle oplæg og en snak med Matt Mullenweg, som lavede WordPress i sin tid har også en Q&A.

Untill then….

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indkøbskurv
Scroll to Top