Sådan finder du (nemt) gratis billeder til din hjemmeside uden copyright

Gode billeder er en essentiel del af et flot og professionelt hjemmeside-design. Desværre kan omkostningerne til billeder og fotograf hurtigt løbe op.

Ejer du en hjemmeside eller webshop, er det derfor ofte nødvendigt at supplere betalte billeder med download af gratis billeder uden copyright.

Men hvor finder du de flotteste gratis billeder til din hjemmeside? Og hvordan sikrer du, at billederne er uden copyright, så du ikke bryder reglerne om ophavsret.

Som erfaren WordPress-webdesigner bruger jeg ofte både betalte og gratis billeder. Jeg har derfor testet en del sider med gratis billeder (og ikoner) — og har fundet mine favoritter, som jeg deler med dig her.

Indhold i artiklen

Hvilke gratis billeder på nettet er uden copyright?

Når du leder efter gratis billeder på nettet, så anbefaler jeg, at du går efter billeder, der har Creative Commons Zero-licens (forkortes CC0).

Når billedet er licenseret CC0 (Public Domain Dedication), så har fotografen fravalgt copyright. Billederne er derfor ”public domain”. Det betyder, at du frit kan downloade dem, redigere i dem og bruge dem på din hjemmeside eller i din markedsføring.

Du må bruge gratis billeder med CC0-licens til både private og kommercielle projekter — som fx på din virksomheds hjemmeside, webshop eller i anden markedsføring. Du skal ikke kreditere fotografen eller betale royalties.

De 3 bedste websites med gratis billeder til hjemmesider (CC0)

Der findes et hav af websites, der tilbyder gratis billeder til fri download. Jeg har testet en del af dem, og jeg er landet på fire sites, som jeg selv bruger.  De er alle kendetegnet ved et stort udvalg af gratis billeder (og ikoner) i god kvalitet.

Unsplash.com

Her finder du mere end 3 millioner gratis billeder. Billederne er i høj kvalitet og dækker et bredt udvalg af emner fx sundhed, teknologi, mennesker, natur, spiritualitet, mode, arkitektur, rejser mv.

Ca. 300.000 professionelle fotografer og dygtige amatører fra hele verden bidrager med billeder. Du behøver ikke at oprette en profil for at downloade de gratis billeder.

Licens: (CC0) — Du kan downloade gratis billeder fra Unsplash og bruge dem frit på din hjemmeside og i anden markedsføring. Se licensregler her.

Pexels.com

Pexels.com er en anden god kilde til flotte gratis billeder (ca. 65.000 billeder). Udvalget er ikke så stort som på unsplash.com, men kvaliteten er generelt god.

På Pexels.com kan du også downloade gratis videoer til din markedsføring.

Du behøver ikke at oprette en profil for at downloade.

Licens: (CC0) — Du kan downloade gratis billeder og bruge dem på din hjemmeside og i markedsføring. Se licensregler her.

Pixabay.com

På Pixabay.com finder du ca. 100.000 gratis billeder. Herudover kan du også finde illustrationer, vektorer, videoer, lyd og GIFs.

Du kan downloade uden en profil, men hvis du vil have billederne i høj opløsning, skal du tilmelde dig.

Licens: (CC0) — Du kan downloade gratis billeder og bruge dem på din hjemmeside. Se Pixabay’s licensregler her.

Det bedste site med gratis ikoner til din hjemmeside

Iconfinder.com 

Leder du efter gode ikoner til din hjemmeside?

Iconfinder.com er en super god hjemmeside med hele 6 millioner ikoner. Det er ikke alle ikoner, der er gratis — men mange er.

Søg nemt efter de ikoner, du lige står og mangler til din hjemmeside. De gratis ikoner, kan du bruge frit.

Iconfinder – gratis ikoner til din hjemmeside. ReneSejling.dk

Sådan finder du gratis billeder til din hjemmeside — direkte på Google

Via billedsøgning på Google kan du nemt finde gratis billeder med CC0-licens.

Sådan gør du:

  1. Indtast søgeord i søgefeltet
  2. Klik på ”Billeder”
  3. Klik på ”Værktøjer” og vælg ”Creative Common-licenser” under menupunkt ”Brugsrettigheder”
  4. Alle de billeder, du får vist her, er uden copyright (CC0-licens)
  5. Download, rediger og brug de gratis billeder frit på din hjemmeside 
Screenshot: Sådan finder du gratis billeder til hjemmesider uden copyright på Google. René Sejling

Automatisk generering af originale billeder med AI (kunstig intelligens)

AI (Artificiel Intelligence) vinder hurtigt frem i øjeblikket. De fleste har hørt om ChatGPT.

Men AI kan også lave originale billeder, som du kan bruge på din hjemmeside. Det kræver som regel et medlemskab med betaling.

Når du genererer billeder med kunstig intelligens, indtaster du dine ønsker til billedet (denne indtastning kaldes ”et prompt”).  Herefter laver AI-værktøjet et billede til dig ud fra dit prompt.

Shutterstock.com, som jeg bruger til betalte Stock-billeder har udvidet med en AI-funktion, som kan skabe billeder ud fra din beskrivelse.

Det kræver lidt øvelse at finde ud af, hvordan du skriver gode prompts. Men når det lykkes, får du unikke billeder, som du kan downloade og bruge på din hjemmeside eller i din markedsføring.

Du kan tjekke det ud her https://www.shutterstock.com/da/generate

Teknologien bag er Dall-E, som du kan læse om her https://openai.com/product/dall-e-2

Kunstig intelligens vil helt sikkert udvikle sig meget i de kommende år. Hvor vi ender ift. generering af billeder, er svært at sige. Men jeg forudser at kvaliteten på AI-genererede billeder vil blive bedre og bedre.

Eks. på AI-genererede  gratis billeder til hjemmesider. renesejling.dk

Download nemt gratis billeder til din WordPress-hjemmeside med pluginnet Instant Images 

Har du en WordPress-hjemmeside eller webshop, så kan du installere WordPress-pluginnet Instant Images.

Når pluginnet er installeret kan du søge og tilføje gratis billeder direkte på din WordPress-hjemmeside. Du slipper derfor for først at skulle finde billederne manuelt og gemme dem på din computer — og derefter uploade dem til WordPress og tilføje dem der, hvor du ønsker at bruge dem.

Med Instant Images kan du nemt downloade de gratis billeder fra flere af de sider, jeg har nævnt. Du søger efter billeder, som du normalt ville gøre det. Og derefter henter du dem direkte ind, hvor du skal bruge dem.

Se mere her https://getinstantimages.com/

Det virker endda med populære Page Builders som Beaver Builder, Elementor og Divi.

Hvorfor er det vigtigt at have relevante billeder på din hjemmeside?

Der er en lang række fordele ved at bruge flotte relevante billeder på din hjemmeside:

  1. Professionelle og relevante billeder øger din troværdighed og skaber et positivt førstehåndsindtryk, når besøgende lander på din hjemmeside
  2. Relevante billeder gør det nemmere for besøgende at afkode og forstå din virksomheds ydelser og produkter (god brugeroplevelse)
  3. Gode billeder understøtter teksten og bryder den op i mindre dele. Billeder gør det nemmere og mere interessant at læse en tekst på en hjemmeside
  4. Billeder med de rigtige filnavne og ALT-tekster kan forbedre søgemaskineoptimeringen (SEO) og øge hjemmesidens synlighed i søgeresultaterne
  5. Flotte billeder kan animere besøgende til at dele blogindlæg og andet indhold på din hjemmeside på sociale medier, så du når bredere ud med dit budskab
  6. Brug af professionelle og relevante billeder, der er i tråd med virksomhedens brand, skaber et ensartet visuelt udtryk og øger genkendeligheden

Når du bruger billeder fra gratis udbydere, kan det ind i mellem være svært at finde noget brugbart, der rammer plet. Mange gratis billeder bliver hurtigt lidt opstillede og amerikanske.

Jo bedre du bliver til at tilføje de rigtige søgeord, des nemmere vil du have ved at finde gode gratis billeder, der passer til din målgruppe — og ikke oser af at være fotograferet i USA.

Personlige og originale billeder, der omhandler præcist dig og din virksomhed, er 100% at foretrække. 

Overvej derfor, hvilke billeder på din hjemmeside der har størst betydning for kundens oplevelse af professionalisme og troværdighed.

Hvis dit budget tillader det, kan du få en fotograf til at tage en række professionelle billeder — og herefter kan du supplerer med gode gratis billeder.   

FAQ om gratis billeder til hjemmesider

Hvor kan jeg finde gratis billeder?

Du kan downloade flotte gratis billeder til din hjemmeside på fx unsplash.com, pixabay.com og pexels.com. Her finder du et stort udvalg af billeder i god kvalitet.

Hvilke billeder må man bruge fra nettet?

Du må frit bruge billeder, der har CC0-licens (Creative Common Zero). Med en CC0-licens har fotografen frasagt ophavsretten. Det kaldes også Public Domain Dedication. Når et billede har CC0-licens må du frit downloade, redigere og bruge billedet på din hjemmeside eller i din markedsføring.

Brug for hjælp til WordPress?

Har du brug for hjælp med WordPress webdesign eller support på din hjemmeside eller webshop, så er du velkommen til at kontakte mig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indkøbskurv
Scroll to Top