WordCamp Europe 2026 – Kraków, Polen
Så er endnu et WordCamp Europe overstået, og i år gik turen til Kraków i Polen. En by jeg ikke havde besøgt før, og den overraskede mig positivt. Spændende historie og arkitektur, fra den gamle by til det imponerende Wawel-slot omringet af vand. Det er ikke til at tage fejl af, at det er en by med tyngde bag sig.
Det danske sammenhold
I år var vi en lidt større flok afsted fra Danmark, og det danske sammenhold er som altid noget af det bedste ved WordCamp. Vi er på papiret konkurrenter, men i praksis er vi kollegaer – med stort tryk på kollegaer. Selvom vi laver mere eller mindre det samme, så har vi hver især vores egne styrker og specialer. Det blev til mange timers networking, sparring, snak om alt mellem himmel og jord – og naturligvis også en del god mad, drinks og prosecco.
Temaet i år: AI (selvfølgelig)
Det overordnede tema var næppe en overraskelse for nogen: AI. Det trådte ind i WordPress-kernen med version 7.0 og AI-connectors, og det prægede stort set hele programmet på den ene eller anden måde.
De talks der stod ud
CERN på WordPress – fra Drupal og opefter
Et af de mest spændende indslag var keynote-oplægget Two worlds collide: WordPress at CERN med Joachim Valdemar Yde og Francisco Borges Aurindo Barros. CERN – ja, dem med Large Hadron Collider – fortalte om deres omlægning fra Drupal til WordPress, og hvordan de håndterer over 800 hjemmesider på en samlet WordPress-platform. De har bygget et selvbetjeningssystem, så brugerne selv kan oprette sider, mens infrastruktur, governance og sikkerhed bliver styret centralt med godkendte temaer og plugins. Imponerende skala, og fedt at se WordPress brugt på den måde i en så stor og kompleks organisation. Webbets fødested kører nu selv på WordPress.
Panel: Inside WordPress 7.0
Et panel med flere bidragydere til 7.0-udgivelsen – blandt andre Juan Manuel Garrido, Adam Silverstein, Benjamin Zekavica, Sarah Norris og Milana Cap. De fortalte om processen bag, hvordan en så stor release bliver til, og selvfølgelig om de nye funktioner – primært den nye AI Client og Abilities API’en. Spændende at høre, hvordan de hver især arbejder med WordPress: nogle helt frivilligt, andre betalt igennem deres arbejdsgiver eller kunder. Det er den slags release-arbejde, der holder økosystemet kørende.
Nobody knows what you know (and that’s your problem)
Vassilena Valchanovas talk var den jeg tog mest med hjem fra rent fagligt-forretningsmæssigt. Hun talte om, at vi som specialister ved en hel del – men det er den bedst gemte hemmelighed i verden, hvis vi ikke gør noget ved det. Hun gav eksempler på problemer med positionering, og nævnte blandt andet den klassiske: kunden møder op med en 50-siders AI-genereret marketingstrategi, som måske ikke helt kan bruges. Pointen er, at hvis man har en holdning og en mening online, så er det nemmere at få kunder. Find din edge, og vær generøs med din viden for at vise, hvad du faktisk kan. Den tog jeg med mig.
Sikkerhed og NIS2
Der var også flere korte talks om sikkerhed – blandt andet om search endpoint exploitation og hvordan man kan reducere svagheder i REST API’en (user enumeration osv.). NIS2 fik også sit eget oplæg, og det er virkelig noget vi alle skal forholde os til – også som mindre bureauer, hvis vores kunder er omfattet.
Headless API security in 10 minutes
Ariel Ramos kørte et lyntempo igennem fem trin til at sikre headless WordPress-arkitekturer. API-first sikkerhed, reducering af attack surface og praktiske beslutninger når man eksponerer WordPress-API’er til mobile apps og PWA’er. Kort, godt og brugbart.
WP_Query og performance
Peters talk om optimering af WP_Query var nørdet på den fede måde. Fra version 6.1 og frem er WP_Query blevet bedre til at gemme i cachen, og det betyder meget for performance på store sites. Performance Lab-pluginnet og make.wordpress.org/performance er værd at holde øje med, hvis man arbejder med skalering.
Is your hosting secure?
Maciek Palmowski fra Patchstack havde testet, om de store managed WordPress-hosters faktisk leverer på de sikkerhedsløfter, de har på deres salgssider. Resultatet var ikke imponerende: Patchstack testede 18 hosters, og kun 26% blokerede de testede angreb. Og 46% af de undersøgte plugins har slet ingen patch til de fundne sårbarheder. Gennemsnitstid for exploitation: 5 timer. WordPress selv er sikker – det er plugins, der er problemet. Tjek Patchstack.
Fireside chat (uden Matt)
Matt Mullenweg var desværre forhindret i at deltage personligt i år. I stedet styrede Mary Hubbard slagets gang og inviterede Matías Ventura (lead på Gutenberg og release lead på 7.0) og Rich Tabor på scenen til en snak om, hvor WordPress er på vej hen, og hvordan AI spiller ind. Live-demo af nye AI-funktioner i WordPress – og som Matías sagde: før var ideen billig og udførslen dyr. Nu er det næsten omvendt.
Frokost med danske Nicklas
Fredag blev vi inviteret til frokost af Nicklas Ben Rasmussen, som efter 10 år i Australien er flyttet hjem til Danmark og nu arbejder hos Automattic for Agencies. Automattic er som bekendt firmaet bag WordPress.com, ejet af Matt Mullenweg. Super hyggelig frokost – og tak for invitationen, Nicklas!
Derudover brugte vi noget af tiden på at se lidt på hinandens projekter. Bl.a. mit eget CRM kundeskab.dk samt Torben’s GDPR plugin, som så super spændende ud.
Aften og afterparty
Fredag aften sluttede vi af med god aftensmad og en roof top bar med god udsigt over byen. Lørdag aften gik turen op gennem byen til aftensmad og senere til det officielle afterparty, hvor der var god stemning, mad og drinks.
Hvad får man for billetten?
For 50 dollars får man stadig en hel del:
- 2 dages konference (3 hvis du er med til Contributor Day)
- Forplejning alle dage: snacks, frugt, kaffe, te, juice, vand
- Frokost begge dage
- Mad til afterparty og 2 drinks
- Mulepose og t-shirt
Derudover havde vi i år også gratis lokal transport frem til midnat lørdag aften..
Hjemturen
Søndag morgen gik turen hjem igen. Jeg fulgtes med Morten fra Aalborg det første stykke til København, hvor vi fik frokost sammen inden vi hver især skulle videre. Den slags hyggelige hjemture er også en del af WordCamp-oplevelsen.
Næste år: Málaga
Næste år går turen til Málaga i Spanien. Det bliver varmt, og jeg glæder mig allerede. Måske ses vi der?
Tilmeld dig nyheder omkring WordCamp Europe her










































